Det kan af og til være svært at være helt sikker på, at den hjemmeside, hvor man får adgang til musik, film eller litteratur, er lovlig. Nogle steder bliver produkterne stillet til rådighed, uden at de kunstnere og producenter, der har lavet dem, har givet deres tilladelse. Det betyder, at de aldrig ser en krone, selvom det er deres musik, film eller litteratur, det drejer sig om.
En lovlig hjemmeside kan oftest kendes ved følgende:
• Det er let at finde oplysninger om, hvem der står bag hjemmesiden – navn, adresse, telefonnummer m.v.
• Man kan finde et sted, hvor der står, at der er truffet aftale med kunstnere, pladeselskaber og producenter om rettigheder og betaling.
• Der er en fornuftig sammenhæng mellem prisen for at downloade eller streame og den normale markedspris for produkterne, eller der er en fornuftig mening med den forretningsmodel, hjemmesiden bruger for at kunne stille produkterne til rådighed.
Kulturministeriets hjemmeside indeholder vejledninger til, hvordan du kan sikre dig, at den hjemmeside, du bruger, er lovlig.
Der findes desuden mange gode onlinebutikker, hvor du nemt og lovligt kan få adgang til musik, film og litteratur. På Forbrugerrådets hjemmeside kan du finde mere information og en oversigt over de mange lovlige tjenester i Danmark.
